Et helt nyt kapitel

Det er ved at være rigtig længe siden jeg har blogget sidst. Faktisk 2-3 år siden. Om jeg savner det! Helt sikkert, men efter Instagram er kommet, så er det jo ligesom bare nemmere i en travl hverdag. Men jeg har virkelig savnet kunne gå i dybden med mange ting, som man jo ikke kan gøre udfra et enkelt billede, selvom et billede kan beskrive mere end tusind ord, men igen. 

Der er sket ufatteligt meget siden sidst jeg var ret aktiv herpå. Vi er flyttet til fastlandet i august, hivet alle vores teltpæle op fra vores elskede solskins ø, ønske øen som vi kalder den. Jeg savner den hver dag. Udover det har jeg imellem tiden også prøvet at være alenemor til min lille guldklump, og der må siges at have været en masse udfordringer heri og er stadigvæk med at få det hele til at passe sammen. Det er en kamp hverdag som jeg lige nu føler ikke har nogen ende og fylder ufatteligt meget her i hverdagen. Det skal siges, siden jeg er gået med til at flytte herover, og forlade min trygge base, er pga. Faderen til min guldklump, så han kan læse videre og vi holder vores sammenarbejde med at have ham efter ordningen 7 7. Det er pisse hårdt. Specielt i starten hvor man rigtig skulle vende sig til det. Efter man har fået børn, kommer man virkelig til at opleve hvor tomt ens hjem kan blive når man ikke rigtig har nogle at komme hjem til i den uge hvor jeg ikke havde ham. Hold nu fast det var hårdt. Til gengæld efter et stykke tid, blev jeg bedre til at udnytte denne tid til at støbe nye venskaber og holde bedre fast i de gamle, og min træning. Og det må man sige var en fordel. Det er også lig med en gladere mor overfor min søn og jeg endelig havde noget at se frem til når jeg kom hjem fra en lang arbejdsdag. Men hårdt og tomt vil det altid være uden min lille mand (som fylder 5 år til sommer - hvor bliver tiden dog af, snart skolebarn også, jeg forstår ikke hvor stærkt det egentlig går). 

Jeg var ved at tabe håbet om at finde een igen, finde kærligheden. Når man bliver mor, eller rettere sagt da jeg blev mor havde jeg store issue med min krop ( jeg har generelt altid haft disse kritiske tanker om mig selv da jeg engang har været en rigtig stor pige og skolen ikke har været rar da den har stået på mobning siden 4. Klasse pga. min vægt - børn kan være så ondskabsfulde), og alle de tillidsbrud der har været i min teenager år og meget af min begyndende voksen liv, er det svært at stole på en eller personer igen. Og troen på at der er virkelig er mennesker som vil en det godt og acceptere de skeletter man har i skabet, er uvirkeligt i min verden på det her tidspunkt. Jeg har fundet kærligheden igen. Og han fuldender mig fra top til tå, en ting jeg troede aldrig ville være muligt igen. Det at han acceptere at man nu har en mor krop med diverse tigerstriber og måske ikke lige har den flotteste ung krop længere, men jeg er heldigvis begyndt at leve med det, at jeg ser ud som jeg gør. Og jeg vil sige igennem min træning, har jeg fået tilliden til mig selv igen og acceptere at jeg nu ser ud som jeg gør. Jeg er blevet stærkere med årene og det gør man jo, heldigvis for det! Min nye kærlighed acceptere nærmest min søn som sin egen og deres bånd imellem hinanden er ubeskriveligt, også er han selvfølgelig også bornholmer, hvor jeg tænker hallo, hvorfor finder vi først hinanden nu, nu hvor han har været på øen hele tiden. Men man siger jo, de bedste ting kommer til een når man mindst venter det. Jeg havde som sagt opgivet håbet også pludselig står han der ( tak Facebook) og det gik pludselig stærkt. 

Igennem de sidste mange år, har jeg kæmpet med svære forandringer Down under, stadiet til livmoderkræft, efter jeg fødte min store dreng. Og efter flere operationer, fik jeg til sidst meldingen at de ville fjerne hele livmoderen, da man ikke kunne få bugt med det. Jeg stod pludselig i den situation med tanken at jeg ikke ville kunne få flere børn (her skal det siges på dette tidspunkt var jeg alene - lige gået fra min søns far), det var som et kæmpe slag i hovedet og mange følelser og tanker funderede rundt i mit hoved. For jeg følte mig jo rask, så det var virkelig en surrealistisk oplevelse. De klassiske tanker, "hvorfor lige mig?". Mange kom og sagde til mig, "ja men prøv tænk på at du har jo heldigvis har fået et barn, vær dog taknemmelig for det, lad vær med at være så egoistisk" ( jojo, er jeg da virkelig også, men det ændre jo ikke på at jeg stadig ønsker brændende een søster eller bror til min dreng også kan det godt være det er egoistisk for mig at tænke således, men det var nu engang sådan jeg følte det).  

Heldigvis, heldigvis er der en engel der alligevel passer på mig, og nogle måneder efter denne "nyhed" blev jeg erklæret rask, jeg tror aldrig jeg har været så glad. Lægerne forstod ikke rigtig hvordan det havde gået til, men det havde åbenbart gået i sig selv på uforklarlig vis. Der er virkelig en som holder hånden over mig. Jeg fik dog meldingen pga alt det min krop er blevet udsat for i dette lange forløb, ville det medvirke til at sandsynligheden for at blive gravid igen var ekstremt lille. Jeg var dog lykkelig, der var stadig en chance for det kunne ske en dag. 

Efter vi havde faldet på plads herover, med nyt af al ting, ny fagre verden. Det er en helt anden verden herover i forhold til hvad vi er vant til fra vores lille ø. Det hele går så stærkt, og heldigvis lære jeg hurtigt, men hold nu op, alt det offentlige transport, er jeg godt nok ikke fan af. Vi har ikke tog på Bornholm og bussen køre en gang i timen hvis man er heldig, så man kan lige forstille sig et kulturchok vi lige fik der. Til gengæld finder man hurtigt ud af hvor hurtig man kan løbe efter sit transportsmiddel og glemmer hurtigt om et par min kommer det næste. Lidt morsomt i starten at se andre arregere sådan, men tilsidst tager man sig selv i også pludselig at blive så intregreret i at gøre det samme. 

Efter et par mdr mærker jeg min krop den føles mærkelig, jeg har det skidt konstant hele tiden og er træt, influenza lignende symptomer, men jeg tænker det er nok pga det nye arbejde og nye omgivelser at kroppen lige skal vænne sig til alle de nye bakterier osv. Men alligevel tager jeg en test bare for lige at tjekke om det nu kunne være det. Den er negativ. Jeg tager en del, bare lige for at være sikker. Men alle er negative. Jeg lad det ligge, men efter nogle mdr tager jeg een igen. Den er positiv. Den lykke jeg mærker igennem min krop, er ufattelig svær at beskrive og heldigvis delte manden min den samme store glæde. Og det skal siges jeg var på p-piller.  Men så begynder tankerne, åh åh. Nyt job og al ting, hvordan drejer vi den. Nu står jeg i den situation med et ønskebarn med den mand jeg har gået og ventet på og nyt job. Hvordan vil de reagere og hvordan skal jeg få det sagt. Rigtig mange tanker gik igennem mit hoved. Men heldigvis har jeg fundet en arbejdsplads, som er så forstående og søde, og har været så fantastiske på den måde de har taget sig af mig. Det har virkelig været betryggende, for jeg synes godt nok det har været svær situation at stå i. 

Lige nu efter at have fået bækkenløsning, går jeg hjemme (efter lægens og fysioterapeut strengeste ordre - det var min stolthed ikke meget for, men jeg har heldigvis en god arbejdsgiver der også fik mig overtalt til at gøre det, og det er jeg hende dybt taknemmelig for, det kunne virkelig have endt grueligt galt). I min første graviditet led jeg også rigtig meget af bækkenløsning, her sad den så mere i længden hvor denne gang har den sat sig i skambenet, hvor er det dog smertefuldt. Jeg havde ellers virkelig håbet at slippe denne gang da jeg har gjort rigtig meget ud at træne mig op igen efter 1. Graviditet, da lænd og ryg var fuldstændig ødelagt. Jeg har da ondt og kan da mærke det prikker i lænden nu, men slet ikke så slemt som det var den gang. Jeg træner stadig på min yogabold, hvilket er virkelig guld værd, men at træne skambenet, aner jeg simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Anede heller ikke man kunne få det der. Snydt for en femmer. Så det er masse hvil ind imellem, hvor jeg ligger meget ned og helst ikke må bevæge mig for længe strækninger, da bare gøre smertefuldt ondt, og jeg har fået at vide at jeg virkelig skal passe på mig selv nu. Jeg fik at vide at min fysioterapeut at jeg kunne have risikeret hvis jeg ikke havde været i så god fysisk form kunne have forsat graviditeten i kørestol. Puha det er virkelig tankevækkende. Derfor husk at lytte til din krop. Jeg har lært lektien. 

Jeg er lidt over 26 uger henne nu og kan mærke at spændingen bare vokser, hvor vi dog glæder os til at møde det lille væsen. Lille Theodor.

Tak fordi du læste med så langt. Det er svært at begrænse sig når man har så meget at fortælle og hvad der er sket af store ting i mit og min families liv. Jeg vil afslutningsvis sige det har været grænseoverskridende at trykke på knappen "udgiv" men på nuværende tidspunkt, har jeg haft brug for det.